Masser af kram til Eriksen

Christian Eriksen er ankommet til landsholdslejren i spanske Marbella forud for de kommende testkampe

Christian Eriksen er mødt ind i landsholdslejren (Arkivfoto).
Christian Eriksen er mødt ind i landsholdslejren (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Eriksen er ankommet til landsholdslejren i spanske Marbella forud for de kommende testkampe.

Det viser en video fra Dansk Boldspil-Union (DBU) på Instagram.

Her mødes han af kram og håndtryk af de øvrige landsholdsspillere, trænere og ledere.

Eriksen er blevet udtaget til landsholdet for første gang, siden han 12. juni sidste år faldt om og fik hjertestop under EM-kampen mod Finland.

Comeback

For nylig fik han comeback til fodboldbanen for Brentford, og selv om det blot er blevet til tre optrædener for den tidligere Tottenham-spiller, var det nok til at overbevise landstræner Kasper Hjulmand om at tage ham med.

I sidste uge blev fynboen imidlertid testet positiv coronavirus, og han missede Brentfords Premier League-kamp mod Leicester.

Sygdommen udskød også hans comeback til landsholdslejren, men nu er han altså meldt klar til deltage.

Først testkamp

Danmark gæster lørdag Holland i en testkamp, før det tre dage senere går løs hjemme i Parken mod Serbien.

Hjulmand har allerede varslet, at Eriksen kommer til at spille.

- Vi skal lige kigge på, hvad han præcist har lavet i Brentford, hvor han begyndte at træne igen i søndags. Inden det havde han misset træningerne i fire dage. Vi må se, hvor meget han har lavet, når vi får de sidste data.

- Det mest sandsynlige er, at han starter på bænken mod Holland, og så må vi se, hvordan det ser ud i Amsterdam. Men han er 100 procent klar til at spille i Parken, sagde landstræneren tidligere onsdag.

Powered by Labrador CMS