Markant dansk håndboldprofil er død
Mik Hagenbo, der har været træner i blandt andet FIF, FCK, Fredericia og Ringsted, er lørdag afgået ved døden
Den karismatiske håndboldmand Mik Hagenbo, der gennem en årrække var træner i forskellige danske herreligaklubber, er lørdag død.
Det skriver Sjællandske Nyheder. Mik Hagenbo blev 67 år gammel.
Han blev bredt kendt på den danske håndboldscene, da han var træner for FIF i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af det nye årtusind, hvor han også var træner, da FC København overtog driften af FIF's bedste mandskab.
Pølsemand
Siden blev han træner i både Fredericia Håndboldklub, TMS Ringsted og nåede også forbi Team Sydhavsøerne i 1. division.
Da han var i FIF og ikke var håndboldtræner på fuld tid, drev han en pølsevogn i København.
Den karriere lagde han på hylden i flere år, da han tjente tilstrækkeligt på trænergerningen.
Landstræner
Karrieren som pølsemand blev dog genoptaget i 2009.
Som håndboldtræner var han især kendt for sit temperament og sin spilfilosofi, som i høj grad var præget af offensivt forsvar, der kunne forvirre de fleste angreb i dansk tophåndbold.
Den skarpe håndboldhjerne bragte ham også til Bahrain, hvor han i en periode var landstræner.