Løfter sløret for Tour de France-ruten
Det traditionsrige cykelløb starter i Danmark
Tour de France 2022 starter i Danmark - og det får et royalt islæt, når kronprins Frederik 14. oktober deltager i præsentationen af den samlede rute.
I den franske hovedstad vil kronprinsen samtidig stå i spidsen for en dansk erhvervsdelegation af virksomheder, der arbejder med sundhed, cykling og bæredygtighed.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Sammen med erhvervsminister Simon Kollerup og borgmestre fra de fem danske mål- og startbyer vil kronprinsen være til stede i Paris, når løbsdirektør Christian Prudhomme løfter sløret for den samlede rute for Tour de France 2022, hvoraf de første tre etaper finder sted i Danmark den 1.-3. juli 2022 under titlen ”Grand Départ Copenhagen Denmark”.
Fokus på Danmark
Præsentationen sætter fokus på Danmark og den særlige danske cykelkultur, der er kendt i hele verden.
Efter rutepræsentationen fortsætter kronprinsens besøg i Paris blandt andet hos Danmarkshuset på Champs-Élysées, hvor Dansk Industri i samarbejde med Udenrigsministeriet, VisitDenmark og Food Nation er værter for et erhvervsfremstød, der sætter fokus på cykelinfrastrukturen i København og dansk gastronomi.