LIGE NU! Danmark taber efter drama
Danmark er færdig ved EM efter et nederlag på 1-2 til England efter forlænget spilletid i semifinalen
Det danske fodboldeventyr er ovre for denne gang.
40 dage efter at EM-holdet mødte op i Kastrup Lufthavn og rejste på træningslejr i Østrig, blev Kasper Hjulmands mandskab sendt ud af europamesterskabet af England i semifinalen.
Det skete onsdag aften på Wembley, hvor et ihærdigt kæmpende dansk hold måtte kapitulere efter forlænget spilletid. De 90 ordinære minutter endte 1-1, før England vandt 2-1 efter forlænget spilletid.
Mikkel Damsgaard havde ellers bragt Danmark foran 1-0 på et frispark i første halvleg, men inden pausen udlignede englænderne på et selvmål af en prisgivet Simon Kjær.
I målet viste Kasper Schmeichel verdensklasse gang på gang, og han reddede også et straffespark fra Harry Kane i den forlængede spilletid, men den engelske stjerne var først over returbolden og blev matchvinder.
Det mål blev enden på en emotionel EM-slutrunde, der blev indledt med Christian Eriksens hjertestop og genoplivelse. Siden var EM-holdet med til at forene danskerne om fodbold, som var grundlaget for de folkefester, der har været i gader og stræder landet over de seneste uger.
Søndag kommer fodboldfesterne dog til at foregå i Italien og England, når de to hold mødes i EM-finalen.