Landsholdsstjerne har genfundet lykken

Andreas Skov Olsen er blevet glad for at tage til træning igen efter skiftet fra Bologna til Club Brugge

Andreas Skov Olsen skiftede i januar fra Bologna til Club Brugge.
Andreas Skov Olsen skiftede i januar fra Bologna til Club Brugge.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er igen blevet sjovt at være fodboldspiller for landsholdets Andreas Skov Olsen.

Efter at være kørt død i italienske Bologna med bænkpladser, korte indhop og en uvant defensiv position skiftede han i januar til den belgiske topklub Club Brugge, og pludselig blomstrer kantjuvelen igen. 

Foreløbig er det blevet til fire mål og fire oplæg i syv kampe i Jupiler League.

- Jeg har fået en god start. jeg har fundet tilbage til, at jeg synes, at det er dejligt at komme til træning hver dag og spille kampe og have det sjovt. Det har været rigtig godt for mig med noget luftforandring, siger Andreas Skov Olsen, der havde flere interesserede bejlere.

- Jeg valgte klub, ud fra hvad jeg troede, der ville være det bedste skridt for mig i min karriere. Brugge passer godt til mig.

Ny position

Et godt eksempel på, hvor omskifteligt fodbold kan være, finder man i Andreas Skov Olsens position på banen.

For selv om han i både Bologna og Brugge er blevet placeret som wingback, er det med vidt forskellige muligheder for at udnytte sine spidskompetencer som dribler, assistmager og afslutter. Han er nærmest kantspiller i Brugge.

- Jeg spiller back på en anden måde i Brugge, for vi har ofte bolden meget mere. Jeg bliver rykket helt frem, når vi har bolden i stedet for at ligge langt tilbage. I Bologna stod vi ofte nede og forsvarede, og vi havde måske kun to skud i hele kampen, siger Skov Olsen.

Var nødsaget til skifte

Han havde svært ved at tro, at Bologna-træner Sinisa Mihajlovic ville ændre sine tanker om danskeren, og med udsigten til en VM-slutrunde i slutningen af året var der ikke tid til at vente længere med et skifte, fortæller landsholdsstjernen

- Det fyldte noget for mig, at jeg skulle have spilletid inden VM, og det var ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne ville væk fra Bologna i noget tid. Det føltes ikke rigtigt dernede, siger han.

Han ser dog ikke opholdet i Bologna som et dårligt klubvalg, da han i sommeren 2019 forlod FC Nordsjælland efter at have brændt Superligaen af.

Fortryder intet

- Jeg fortryder ikke noget. Det gør jeg ikke. Jeg har stadig lært nogle ting dernede. Jeg har udviklet mig menneskeligt, og jeg har lært mere om defensive pligter.

- Jeg synes ikke, jeg er blevet en dårligere fodboldspiller af det overhovedet, så jeg fortryder ikke mit skifte dertil, men jeg er glad for at være kommet videre, siger Skov Olsen.

På landsholdet har den 22-årige dansker lavet 6 mål i 15 kampe. Han kan føje flere kampe til cv'et, når Danmark lørdag møder Holland i Amsterdam, før Serbien tirsdag gæster Parken.

HVEM ER ANDREAS SKOV OLSEN?

Navn: Andreas Skov Olsen

Alder: 22 år. Født 29. december 1999.

Spiller til daglig for belgiske Club Brügge (på leje)

15 kampe for det danske A-landshold på sit CV. 

Fik sin fodboldopvækst i FC Nordsjælland.

Skiftede til italienske Bologna i 2019 fra netop FC Nordsjælland.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS