Kommenterer sløj dansk indsats
Nikolaj Jacobsen mente ikke, at Danmark fik energi ind i kampen mod Sverige, der blev tabt med tre mål
Målet var førstepladsen i gruppe B, og den fik Danmarks håndboldlandshold ved OL, men det sidste stykke vej til den var ikke prangende.
Efter en svag præstation tabte Danmark den sidste gruppekamp til Sverige med 30-33 - holdet kunne dog tåle et nederlag på fem mål og stadig vinde gruppen.
Nikolaj Jacobsen var ikke imponeret over præstationen.
- Det var en mærkelig størrelse. Vi fik resultatet, vi skulle bruge, men ikke på den ønskede måde. Det var en søvndyssende omgang, hvor vi ikke fik bragt energi ind i kampen.
- Det var måske min fejl ved at spille syv mod seks i angrebet, men det var for at se, om vi kunne overraske Sverige. Vi har ikke brugt det så meget endnu. Men vi brændte for meget, siger Nikolaj Jacobsen.
Tilfreds med gruppespillet
Han erklærer sig dog ovenud tilfreds med holdets samlede indsats i gruppespillet, og nu starter så en ny fase af turneringen med tirsdagens kvartfinale mod Norge.
- Vi har spillet fremragende håndbold i de første kampe, og vi har placeret os, hvor vi gerne ville. På tirsdag starter det for alvor. Nu har vi haft fem transportkampe til at finde ud af, hvem vi skulle møde. Vi ved alle, at på tirsdag går det løs for alvor.
- Jeg ville gerne have førstepladsen, men vi vidste også, at kvartfinalen bliver stenhård, lige meget hvem vi skal møde, lyder trænerens analyse.
Anfører er enig
Anfører Niklas Landin er enig.
Han mener, at det er underordnet, om den næste modstander er Norge eller eksempelvis Spanien, som var blevet den næste udfordring, hvis Danmark havde tabt med mere end fem mål.
- Førstepladsen var ikke livsvigtig for os. Når man ser på den anden pulje, så er det verdensklassemodstandere alle sammen. Nu starter vi fra nul, og vi har transporteret os godt til kvartfinalen, hvor alt kan ske.
- Vi havde gerne stået her med en sejr, men vi fik aldrig tempo i kampen eller gang i forsvarsspillet eller styr på spillet, vurderer Niklas Landin.