Koldblodig Axelsen pudser fjerene
Viktor Axelsen sendte den regerende All England-vinder ud af Denmark Open efter to tætte sæt
Viktor Axelsen er kommet et skridt nærmere sin første turneringssejr i Danmarks største badmintonturnering.
Ved Denmark Open slog han fredag aften den regerende All England-mester Lee Zii Jia i to tætte sæt med 21-19 og 21-19.
Dermed fik han revanche for nederlaget i All England-finalen i marts og kunne brøle sin glæde ud til et begejstret hjemmepublikum i Odense.
Axelsen kom som ventet på hårdt arbejde mod Jia, der med sin hårdtslående stil er en ubehagelig modstander.
Jævnbyrdigt
Men Axelsen havde marginalerne med sig til sidst i et ellers helt jævnbyrdigt første sæt.
Malaysieren vandt en netduel, men kom til at røre nettet, da han sendte bolden ned på Axelsens banehalvdel. Danskeren fik tildelt pointet, og i stedet for 19-19 blev det 20-18 til Axelsen.
Fynboen udnyttede den sidste af sine to sætbolde og vandt sættet 21-19.
Kampen ændrede karakter i andet sæt, hvor den i forvejen aggressive malaysier skruede yderlige op for tempoet og slagkraften.
Duellerne blev korte og spillet mere febrilsk og tilfældigt, og Axelsen havde svært ved at komme ind i en rytme.
Udnyttede det
Bagud 15-18 fik han dog endelig held til at jagte Jia rundt på banen. Det gav et overtag, og Axelsen nåede op på 19-19.
Her havde Jia chancen for at afgøre bolden, men sendte den ud over baglinjen og forærede dermed sin modstander et matchbold. Den gave udnyttede Axelsen koldblodigt.
I lørdagens semifinale venter overraskelsen Lee Cheuk Yiu. Spilleren fra Hongkong er nummer 17 på verdensranglisten.
I den anden semifinale mødes Kento Momota fra Japan og indoneseren Tommy Sugiarto.