Knockoutet i første omgang

Jared Gordon sendte Mark O. Madsen hjem til Danmark med en knockout i første omgang

Offentliggjort Sidst opdateret

Mark O. Madsen tabte natten til søndag dansk tid til Jared Gordon i en UFC-kamp i Madison Square Garden i New York.

Men en byge af slag knockoutede 35-årige Gordon danskeren med blot 18 sekunder tilbage af første omgang.

39-årige Mark O. Madsen, tidligere OL-sølvvinder i brydning, led i november sidste år sit første nederlag i MMA-sporten, hvor han var ubesejret i sine første 12 kampe.

Tvunget til Danmark

Danskeren blev for fem måneder siden tvunget hjem fra USA og tilbage til Falster på grund af hustruens sklerose.

På dansk grund er forberedelserne anderledes end i de topprofessionelle rammer i USA, hvorfor Mark O. Madsen før kampen fortalte, at han var usikker på, hvilken betydning omvæltningen får for karrieren i MMA - Mixed Martial Arts.

- Det ved jeg faktisk ikke endnu. Jeg kan bare konstatere, at jeg nu står over for den største kamp i min karriere i Madison Square Garden, sagde han før kampen til Ritzau.

Mark O. Madsen blev knockoutet af Jared Gordon med 18 sekunder tilbage af første omgang. (Arkivfoto).

Pisket rundt

For at få god sparring havde Mark O. Madsen inden kampen taget turen fra Falster og til træningslokaler i Albertslund og Hvidovre, hvor han støvede nogle af de gamle danske legender af inden for kampsportsmiljøet.

Mark O. Madsen blev pisket rundt af Brian Talarek, der er træner i thaiboksning, og sparrede med MMA-kæmperen Mads Burnell.

Derudover var han på korte træningsophold i Marokko, hvor han også fik arrangeret sparring.



Powered by Labrador CMS