Klar til VM-semifinale

Håndboldkvinderne bestod sin hidtil sværeste VM-prøve, da Brasilien blev slået i en spændende kvartfinale

De danske håndboldkvinder kunne juble efter at have nedkæmpet Brasilien, der stod godt imod den danske styrke.
De danske håndboldkvinder kunne juble efter at have nedkæmpet Brasilien, der stod godt imod den danske styrke.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske kvindelandshold er for første gang i otte år klar til semifinalen i en VM-slutrunde.

Billetten til medaljekampene blev indløst med en sejr på 30-25 i en spændende kvartfinale mod Brasilien, hvor de danske spillere måtte slide hårdt for triumfen.

Holdets større bredde og fysik blev afgørende i det sidste kvarter, hvor sydamerikanerne gradvist løb tør for trumfer at spille ud.

Landstræner Jesper Jensens tropper skal nu op imod enten Frankrig eller Sverige i semifinalen på fredag.

Trods de forholdsvis sikre sejrscifre blev kampen det danske holds hidtil klart største udfordring i turneringen.

Kan gøre de fleste rundtossede

Defensiven skulle for en gangs skyld bruge det meste af en halvleg på at læse de uortodokse modstandere.

Bruna de Paulas fodskifte kan gøre de fleste rundtossede, og i en alder af 34 år er Ana Paula Rodrigues stadig i stand til at ryste geniale afleveringer ud af håndleddene.

Derfor havde sydamerikanerne ikke voldsomme problemer med at spille sig til chancer, og det var bekymrende, at Anne Mette Hansen ragede to tidlige udvisninger til sig.

Men i målet stod Sandra Toft med vanlig autoritet og var hovedårsagen til, at Danmark kunne gå til pause foran 14-13.

Formøblede føringer

Danmark formøblede to tremålsføringer i første halvleg - især fordi de hurtige overgange denne gang blev for hektiske, og bolden blev smidt væk.

Om det var nerver eller den særegne brasilianske stil, der forstyrrede spillerne, skal være usagt. Men både Kristina Jørgensen og Line Haugsted lavede tekniske fejl i upressede situationer.

Alligevel fornemmede man, at de danske spillere havde løsninger til at åbne den brasilianske defensiv. Det var kun et spørgsmål om en smule mere præcision i afleveringer og afslutninger.

Man bemærkede, at landstræneren denne gang fastholdt Lærke Nolsøe som venstre fløj efter pausen.

Måtte blive på bænken

Nolsøe havde scoret fire gange på fire forsøg i første halvleg, og så måtte substitutten Emma Friis blive siddende på bænken.

Men det var især Anne Mette Hansen, der trak det danske angreb i gang i minutterne efter pausen. Hun hev og sled i det brasilianske forsvar, som havde mere end svært ved at holde Györ-spilleren.

Det var dog et sejlivet brasiliansk mandskab, danskerne havde med at gøre.

Selv om Brasiliens angrebsspil blev mere og mere præget af enkeltmandspræstationer, holdt sydamerikanerne sig inde i kampen i tre kvarter.

Mod slutningen løb sydamerikanerne dog omsider tør for kræfter. Otte minutter før tid sørgede Trine Østergaard for Danmarks første femmålsføring ved stillingen 27-22.

Derfra kom Brasilien aldrig mere i nærheden af en sejr. Sandra Toft afsluttede meget passende med en strafferedning, og så kunne hendes holdkammerater blot lade tiden løbe ud.

Powered by Labrador CMS