Klar til finalen
Med en sejr over Marketa Vondrousova blev Clara Tauson klar til finalen i WTA-turneringen Luxembourg Open
Clara Tauson skal søndag spille om sejren i WTA-turneringen Luxembourg Open.
Det står klart, efter at det danske tennistalent lørdag slog tjekkiske Marketa Vondrousova, nummer 35 på verdensranglisten, i semifinalen.
Tauson, der selv er nummer 70 på ranglisten, vandt i tre sæt med cifrene 6-4, 2-6, 6-4.
Dermed er hun klar til karrierens anden WTA-finale. Den første, som var i Lyon Open i marts, vandt Tauson.
God start
Lettiske Jelena Ostapenko er Tausons modstander i søndagens finale. De to spillere har aldrig mødt hinanden før.
Den 18-årige dansker fik en god start på kampen, da hun brød tjekkens serv allerede i første parti.
Danskeren var tæt på at gøre det samme igen foran 3-1, men Vondrousova afværgede Tausons tre breakbolde og fulgte op med at bryde i det efterfølgende parti, så der igen var lighed.
Et nyt servegennembrud af Tauson sendte hende igen i front og lidt efter kunne hun sætte første sæt på tavlen.
I andet sæt gik det dog hurtigt ned ad bakke for Tauson, der i sit første serveparti blev brudt. Vondrousova havde for alvor skruet bissen på og sendte i overbevisende stil kampen ud i et tredje sæt.
Fulgtes ad
Det startede godt set med danske briller. Ligesom i første sæt indledte Tauson med at bryde Vondrousovas serv.
Tjekken gjorde dog det samme ved danskeren i næste parti.
Derfra fulgtes de to ad frem til 4-4. Her slog Tauson til i Vondrousovas serv og tog et afgørende skridt mod sejren.
Nu kunne danskeren selv serve sejren hjem. Det gjorde Tauson uden slinger i valsen.
Luxembourg Open rangerer på laveste niveau inden for WTA-turneringer som en WTA 250-turnering. Det gjorde Lyon Open, som Clara Tauson altså vandt i marts, også.