PRM / Værdifuld natur skal værnes mod skadelig rydning
Synet af græssende køer i højt sommergræs er en del af den oplevelse, som møder mange feriegæster i det danske sommerlands beskyttede naturområder, og sådan skal det fortsat være. Landbrugsstyrelsen vil skærme værdifuld natur på enge og overdrev mod skadelig rydning med maskiner
Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen
Koens ru tunge er effektiv som en benzindrevet buskrydder, og den er langt mere skånsom for sårbar natur end professionelle maskiner. Derfor dropper Landbrugsstyrelsen nu tilskud til rydning af tilgroede arealer i landets nationalparker og på overdrev. Kun i få, særligt udpegede Natura 2000-områder giver styrelsen tilskud til rydning. Alle andre steder er det græssende kvæg vise vejen frem.
- Sidste år udvidede vi tilskuddet til rydning af lysåbne arealer som enge, heder og overdrev til også at gælde i nationalparkerne og på visse overdrev. Den udvidelse trækker vi nu tilbage. Vi må konstatere, at maskinel rydning kan skade den natur, som vi netop ønsker at passe på og få til at trives, forklarer enhedschef i Landbrugsstyrelsen Mads Kolte-Olsen.
Gamle træer giver liv til værdifuld natur
Landbrugsstyrelsen har i mange år givet støtte til, at landmændene kan sætte hegn omkring deres marker og forberede afgræsning af de lysåbne arealer i Natura 2000-områderne. I 2020 blev dette også muligt i nationalparker og på overdrev. Tilskud til rydning blev samtidig udvidet fra Natura 2000-områderne til også at gælde nationalparkerne og overdrev.
- Det gjorde vi med stor opmærksomhed på, hvordan naturen reagerede. For det må ikke ende med, at vi fjerner gamle træer og den slags, som netop sikrer de gode vilkår for den værdifulde natur, vi vil værne om. Så vi tilpasser ordningen i 2021 for at passe godt på naturen i de her særlige områder, siger Mads Kolte-Olsen.
Ændringen fremgår af en bekendtgørelse, som nu er i offentlig høring frem til 12. august. Ordningen åbner til oktober, og der er 25,6 mio. kroner i puljen. 75 procent af tilskuddet er finansieret af EU.
Fakta
Lodsejere i Natura 2000-områder kan søge tilskud til rydning af træer og buske. Man kan også søge om tilskud til at forberede sinearealer til afgræsning, det vil sige til etablering af hegn, elforsyning til hegn, fangfold, drikkevandsforsyning og rørbro.
Yderligere oplysninger
Kontakt Landbrugsstyrelsens pressevagt på telefon 41 89 25 07.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaerdifuld-natur-skal-vaernes-mod-skadelig-rydning?releaseId=13626515
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **