Kan Eriksen fortsætte? Hjertelæge svarer
Det er "et relativt lille indgreb" at få en pacemaker, siger hjertelæge og direktør for Hjerteforeningen
Når landsholdsstjernen Christian Eriksen skal have indopereret en avanceret pacemaker, behøver det ikke begrænse hans liv som fodboldspiller.
Det forklarer Anne Kaltoft, der er administrerende direktør for Hjerteforeningen og hjertelæge.
- Det at have en pacemaker er ikke i sig selv noget, der begrænser den fysiske aktivitet. Heller ikke hvis man dyrker professionel idræt, siger hun.
-Et lille indgreb
Hun understreger, at hun ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at det er et "relativt lille" indgreb.
Christian Eriksen skal ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) have indopereret en avanceret pacemaker, en ICD-enhed.
Det er konklusionen, efter at Eriksen fik hjertestop i kampen mod Finland i lørdags og siden har været indlagt til undersøgelser på Rigshospitalet.
- Når man har valgt at give en pacemaker eller en ICD-enhed, er det fordi, man ikke kan udelukke, at han kan få hjertestop en anden gang igen, siger Anne Kaltoft.