Kæmpe dansk OL-comeback
Jonathan Groth ramte ikke topniveauet hele vejen i sin første kamp i Tokyo, men det var nok til avancement
Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth er klar til tredje runde i herresingle ved OL i Tokyo.
Den 22.-seedede dansker sad over i første runde, og trods lidt udfald undervejs spillede han sig i tredje runde med en sejr på 12-10, 12-10, 11-4, 3-11 og 12-10 over ungarske Bence Majoros, der rangerer som nummer 61 i verden.
Groth selv er nummer 31 på verdensranglisten.
I næste runde tirsdag møder 28-årige Groth 14.-seedede Simon Gauzy fra Frankrig.
Han har siddet over i de to første runder og træder først ind i tredje runde.
Danskeren kom skidt fra land i første sæt mod Majoros, var bagud stort set hele vejen, og alt pegede i retning af ungarsk sætsejr.
Stort comeback
Groth leverede dog et stort comeback.
Han overlevede flere sætbolde, kom på 10-10 og lukkede sættet med to hurtige point.
Det gav medvind ind til andet sæt, hvor danskeren straks trak fra - dog kun for at misse fire sætbolde.
Igen viste han sig dog stærkest ved 10-10 og tog igen sættet med to hurtige point i omboldene.
Tredje sæt gik let til danskeren, der til gengæld slet ikke ramte noget i fjerde sæt, som ungareren fik lov at sætte på tavlen.
Groth var foran 6-1 i femte sæt, og det lignede afgørelsen, men han gik i stå. Køligheden i de afgørende situationer havde han dog stadig.
På sin anden matchbold lukkede han kampen med sætsejr på 12-10.
Ved OL i Rio i 2016 røg Jonathan Groth ud i tredje runde.