Jubler over Mikkels missil

Mikkel Hansen scorede et spektakulært sejrsmål i sidste sekund, da Paris Saint-Germain slog Montpellier

Mikkel Hansen scorede PSG's sejrsmål i sidste sekund. (Arkivfoto)
Mikkel Hansen scorede PSG's sejrsmål i sidste sekund. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Mikkel Hansen viste søndag, hvorfor han er regnet som en af verdens bedste håndboldspillere.

Således scorede Paris Saint-Germain-stjernen søndag et spektakulært sejrsmål, der skabte stor jubel på banen i Frankrig og i franske medier.

Livekommentatorerne på fransk tv brød ud i en jubel, der var VM-guld værdigt, da Hansen i sidste sekund sikrede PSG's sejr på 34-33 ude over rivalen Montpellier i den franske liga.

Stillingen var 33-33, da PSG i sidste angreb fik frikast med bare tre sekunder tilbage.

Ivrigt kaldte Mikkel Hansen bolden til sig, og med et sekund tilbage affyrede han fra stående position et missil, der strøg ind i modsatte hjørne til PSG-sejrsmål.

Det er 'magnifique'

"Incroyable" - som kan oversættes til "utroligt" - og "magnifique" er ordene, der går igen i medierne, når Hansens mål beskrives.

Hansen blev delt PSG-topscorer i kampen med fem mål. Sejren sendte holdet på 14 point for 7 kampe - som eneste hold med maksimumpoint.

Powered by Labrador CMS