- Jeg var presset
Danskeren i den gule førertrøje følte sig presset, men ikke på grænsen, da Pogacar angreb på 14. etape
Den førende Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) forsvarede sig lørdag mod et angreb fra Tadej Pogacar (UAE) i Tour de France.
Op ad den afsluttende stigning på 14. etape forsøgte sloveneren at sætte danskeren, men Pogacar kunne ikke vifte Vingegaard af.
Danskeren bevarede dermed sit forspring på 2 minutter og 22 sekunder til sloveneren.
- Hvis man ikke var presset, så ville der være noget galt, for han kørte rigtig stærkt.
- Det var selvfølgelig hårdt, men jeg var ikke på min limit (grænse, red), men det var selvfølgelig hårdt, siger danskeren til TV 2.
Tadej Pogacars danske holdkammerat, Mikkel Bjerg, har afsløret, at UAE-holdets taktik er at stresse danskeren i den gule førertrøje - og måske påvirke Vingegaards nattesøvn.
Den førende dansker slår dog fast, at det ikke er lykkedes Pogacar og co. at ødelægge nattesøvnen.
- Der var ikke så meget stress i går, og selvfølgelig vidste jeg, at de også ville prøve i dag. Det forventede jeg, og det ville undre mig, hvis de ikke prøvede, siger Vingegaard til TV 2.
De to klassements-konkurrenter duellerede lørdag nede i feltet, efter at en stor flok udbrydere var kommet alene i mål.
Op ad den afsluttende stigning kunne ingen i hovedfeltet følge Vingegaard og Pogacar, der kørte i mål sammen 12 minutter og 34 sekunder efter etapevinderen Michael Matthews (BikeExchange).
Alt tyder på, at Pogacar er den eneste, der kan true Vingegaard i Tourens klassement.
- Jeg kigger også på de andre, men de kunne ikke følge med i dag, og så behøvede jeg ikke at kigge på dem. Det var ret ligetil i dag. Det var bare at sidde klinet til hans baghjul, siger Vingegaard.