Kendt dansk præst beskyldt for krænkelser
Fem kvinder beskriver i en klage krænkende adfærd fra præst i København. Præsten kan ikke udtale sig
En kendt københavnsk sognepræst er gået på orlov efter en klage indsendt af flere kvinder over krænkende adfærd.
Det skriver Kristeligt Dagblad, som er i besiddelse af klagen. Blandt andet Se og Hør og B.T. har tidligere beskrevet klagen.
Klagen er baseret på fem kvinders oplevelser med præsten.
Kvinderne klager over, at han blandt andet i forbindelse med sjælesorgssamtaler har gjort tilnærmelser, mens de stod i en sårbar situation.
Klagen er videresendt til biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen og øvrige steder, hvor præsten har virke.
Flere af kvinderne indledte ifølge klagen også et forhold til præsten på trods af det, der beskrives som upassende adfærd.
Forholdene er dog i alle tilfælde stoppet relativt hurtigt.
-Belastende sag
Retsteolog Kristine Garde, der har været bisidder for præster i tjenestemandssager, siger til Kristeligt Dagblad, at det er en belastende sag.
– I sager, hvor der er adskillige anklager mod en præst fordelt over en årrække, vil det for præsten blive en belastning i udøvelsen af hans embede at have det prædikat, at han ikke kan holde sig fra menighedens kvinder, siger retsteologen til avisen.
Præsten beskyldes også for i flere tilfælde at have brudt sin tavshedspligt.
I ét tilfælde har han ifølge klagen delt oplysninger fra en sjælesorgssamtale, og i et andet tilfælde har han delt private oplysninger om en kvinde, han har bisat.
Brud på tavshedspligten kan være strafbart, skriver Kristeligt Dagblad.
Avisen har været i kontakt med præsten, der ifølge eget udsagn ikke må udtale sig.
Københavns Stift ønsker ikke at udtale sig til Kristeligt Dagblad om, hvorvidt der verserer en personsag.
Sjælesorg er en fortrolig og anonym samtale med for eksempel en præst om eksistentielle emner og problemer.