Folkekirken anbefaler fuldt stop resten af året
Udmeldingen kommer efter, at Kirkeministeriet offentliggjorde nye retnlingslinjer for julegudstjenesten.
Kirkeministeriet udsendte lillejuleaften nye retningslinjer for, hvordan årets julegudstjenester skal afholdes.
Essensen er, at gudstjenesten ikke bør vare mere end 30 minutter og i øvrigt foregå uden sang.
Med udmeldingen kunne man få den tanke, at der nu er styr på, om folk kan komme i kirke juleaften. Det er der ikke, for landets biskopper er ikke på linje med ministeriet.
Aflys det
Marianne Gaarden, biskop ved Lolland-Falster Stift, har onsdag aften været til møde med resten af biskopperne, og her er opfordringen klar.
– Vi anbefaler, at man ikke holder gudstjenester.
– Vi vurderer, at det bliver meget vanskeligt for menighedsrådene og præsterne at gennemføre de julegudstjenester i morgen. Vi synes ikke længere, at det kan gøres på forsvarlig vis, siger Marianne Gaarden.
Ifølge Provesteforeningen, Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og de danske biskopper er det ikke kun gudstjenesten juleaften, der bør aflyses. I foreningen anbefaler de, at alle gudstjenester frem til den 3. januar aflyses.
Det oplyser foreningerne i en pressemeddelelse.
– Det er med stor beklagelse, at vi ikke kan anbefale at afholde gudstjenesterne i julen frem til Hellig tre Kongers søndag den 3. januar.
Beslutningen kan træffes i enighed mellem menighedsrådsformanden og den præst, der har gudstjenesten, står der i pressemeddelelsen.