Holger Rune fuldstændig færdig
Semifinalen blev endestation for Holger Rune i Queen's Club, hvor australieren Alex de Minaur vandt i to sæt
Holger Rune er færdig i græsturneringen i Queen's Club i London, der er en traditionsrig opvarmningsturnering til Wimbledon.
Australieren Alex de Minaur agerede endestation i semifinalen, der blev spillet i høj sol og bagende varme i den britiske hovedstad.
De Minaur, der er nummer 18 på verdensranglisten, vandt i to sæt med cifrene 6-3 og 7-6.
Skidt varsel
Selv om det ikke blev til en finaleplads, kan Rune trods alt se tilbage på en turnering, hvor han for første gang i sin seniorkarriere formåede at vinde kampe på græsunderlag.
Uden at afgive sæt slog han Maxime Cressy, Ryan Peniston og Lorenzo Musetti, inden det gik galt lørdag eftermiddag.
Det lignede et skidt varsel, da Rune indledte med at tabe sit eget serveparti rent, og selv om han efterhånden fik bedre fat, var danskeren aldrig rigtigt inde i første sæt.
Missede breakbolde
Det blev mere jævnbyrdigt i et andet sæt, der flere gange måtte afbrydes, fordi en tilskuer tilsyneladende havde fået det dårligt i varmen.
Rune missede to breakbolde ved 5-5 og kom bagud 5-6, inden han uden problemer slog tilbage og sørgede for, at sættes skulle afgøres i en tiebreak.
Optakt til Wimbledon
Her var der dog ikke mere at stille op. Den 20-årige dansker kunne kun følge med til 2-2, inden australieren afgjorde kampen ved at vinde fem bolde på stribe.
Turneringen i Queen's Club var Runes eneste forberedelsesturnering inden Wimbledon, der begynder 3. juli.