Holger Rune færdig

Matteo Berrettini var for stor en mundfuld for det danske tennistalent, som tabte i tre sæt anden runde

Holger Rune er ude af Indian Wells trods flot præstation. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Matteo Berrettini viste sig natten til mandag dansk tid som en for hård modstander for Holger Rune, der nu er ude af ATP-turneringen Indian Wells.

Den hårdt servende italiener tog en sejr i tre sæt over det 18-årige tennistalent, som dog bestemt ikke har noget at skamme sig over i forhold til sin præstation ved årets Indian Wells.

Berrettini vandt med cifrene 6-3, 4-6, 6-4.

Det var altså et tæt opgør, hvor Holger Rune spillede op med verdensranglistens nummer seks på herresiden.

Svært første sæt

I første sæt lignede det for alvor, at Holger Rune ville få problemer med den aggressivt spillende Berrettini.

Berrettini servede først, og flere gange havde Holger Rune svært ved at håndtere italienerens serv.

Første sæt gik da også til Berrettini.

Et mere lige opgør

I andet sæt lignede det i langt højere grad et lige opgør.

Det var i hvert fald svært at få øje på, at der er 80 pladser mellem de to tennisherrer på verdensranglisten.

Begge formåede at holde deres servepartier, lige indtil Holger Rune brød til 6-4 og tog sættet.

I sidste sæt viste italieneren dog for alvor sin kvalitet. Flere hårde server ramte sidelinjen med masser af skrue, og her kunne Rune ikke gøre meget andet end at se til.

Danskeren havde dog et sidste skud i bøssen i kampens sidste parti.

Rune førte partiet 40-15 og havde dermed to chancer for at bryde Berrettinis serv og holde liv i kampen.

Men Berrettini nægtede danskeren begge chancer, og efterfølgende stod skuffelsen malet i ansigtet på Holger Rune.

Kan rejse med oprejst pande

Danskeren kan dog rejse fra Californien med oprejst pande.

Rune, som ligger nummer 86 på verdensranglisten, slog i første runde franske Ugo Humbert i to sæt.

Dermed kom han en runde længere end sidste år, hvor han blev slået af den daværende verdensetter Novak Djokovic i første runde.

En af de største

Indian Wells er efter de fire store grand slam-turneringer en af de største begivenheder på både ATP-touren og WTA-touren.

25-årige Matteo Berrettini fra Italien er noteret for fem ATP-titler, og i 2021 spillede han sig i finalen ved Wimbledon. Den tabte han til Novak Djokovic.

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

Powered by Labrador CMS