Spillerne på det danske fodboldlandshold og landstræner Kasper Hjulmand kan ikke vente på, at klokken bliver 20 engelsk tid onsdag aften, så EM-semifinalen mod England kan komme i gang.
I den danske EM-trup er forventningens glæde stor, men der er ingen nerver før den første danske slutrundesemifinale i 29 år.
- Jeg glæder mig til kampen. Det er sådan nogle kampe, man drømmer om at spille. Ventetiden er det sværeste. Jeg glæder mig til at komme ud på banen og komme i gang, siger målmand Kasper Schmeichel på et pressemøde tirsdag aften.
Annonce
Pierre-Emile Højbjerg supplerer:
- Det er det samme for mig. Jeg har styr på, hvordan jeg bliver klar til kampen, så jeg glæder mig til at fyre den af i sådan en kamp, siger midtbanespilleren.
Alle virker rolige
Annonce
Landstræner Kasper Hjulmand fortæller, at de synspunkter går igen i resten af truppen.
Alle virker rolige før den måske største fodboldkamp i deres liv.
- Der er ikke ekstra nerver. Hos mig selv er det bare forventningens glæde. Jeg kan næsten ikke vente til, at klokken bliver 20 i morgen lokal tid, og der bliver fløjtet op. Der er ingen nerver her i boblen, og jeg kan love dig, vi er klar, når der bliver fløjtet op.
- Spillertruppen er stærk og rolig, og det har den været hele vejen igennem. Der er blevet leveret alt ude på banen, og truppen hviler i sig selv og tager alt, som det kommer.
- Jeg fornemmer kun forventningens glæde, og hold da op hvor bliver det fedt, når vi skal i gang, siger landstræneren.
EM-semifinalen starter klokken 21 dansk tid.
Landstræner Kasper Hjulmand kan også berette, at der i lighed med sidste uges kvartfinale i Baku ikke er nogen skadede danske spillere forud for semifinalen.
Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne
EM:
1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.
1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.
2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.
VM:
1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.
1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.
2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.
2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere.