Hastet ind i EM-trup
Rene Antonsen, Aaron Mensing og Henrik Toft Hansen er fravalgt til lørdagens EM-kamp mod Slovenien
Hans Lindberg blev fredag hasteindkaldt til den danske EM-trup, efter at Johan Hansens fiberskade viste sig værre end frygtet.
Og allerede lørdag aften kan han komme i spil, oplyser landsholdsassistent Henrik Kronborg halvanden time før kampstart.
Klar til at aflaste
Højre fløjen er ikke blandt de tre spillere, som landstræner Nikolaj Jacobsen har henvist til tribunen i kampen mod Slovenien lørdag aften.
- Han er klar til at aflaste Lasse Svan, hvis der skulle brug for det. Ellers er Lasse også klar til at spille fuld tid, men Hans kender proceduren og de små ting på holdet.
Tryg ved indsættelse
- Han har spillet i sådan en atmosfære masser af gange og har masser af slutrundeerfaring. Vi er helt trygge ved at sætte Hans ind, hvis det er, siger Kronborg.
Skadede Johan Hansen, som stadig er en del af 20-mandstruppen, er selvsagt også ude, og han suppleres på tribunen af René Antonsen, Aaron Mensing og Henrik Toft Hansen.
Testet negativ
Modsat torsdag er Niclas Kirkeløkke med i kamptruppen.
Lindberg blev testet negativ for coronavirus efter ankomsten til Ungarn og kunne dermed indskrives i den danske trup.
Positiv igen
Det samme håbede Jannick Green på, men målmanden måtte nok en gang sande, at han havde afleveret en positiv coronatest.
Det skete, et døgn efter at han var blevet testet negativ og kunne rejse ned til EM-lejren.
Jagter anden sejr
Green blev smittet 3. januar og skal efter reglerne aflevere to negative PCR-prøver med mindst 24 timers mellemrum for at få lov til at deltage i slutrunden.
Danmark jagter sin anden sejr ved slutrunden, efter at holdet torsdag storsejrede over Montenegro.
Sidstnævnte spiller inden Danmarks kamp mod Nordmakedonien i Fönix Arena i ungarske Debrecen.
Danmark-Slovenien begynder 20.30.