Haster afsted: Mette F. afbryder sin ferie

Mette Frederiksen vil være til stede i Paris til den afsluttende etape i Tour de France

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) er søndag på vej til Paris for at deltage i fejringen af Jonas Vingegaard.

Det meddeler Statsministeriet søndag til Ritzau.

Selv om hun i øjeblikket er på ferie, så har statsministeren ønsket at være til stede i Frankrigs hovedstad til den sidste etape af Tour de France.

Her kan Mette Frederiksen formentlig se den danske Jumbo-Visma-rytter betræde det øverste trin på podiet som samlet vinder.

Den 25-årige dansker kører ind i Paris i den gule førertrøje med et forspring på 3 minutter og 34 sekunder til løbets nummer to, Tadej Pogacar (UAE).

Mange danskere i Paris

I forvejen har mange danskere taget turen til Frankrigs hovedstad, der flere steder er klædt i rødt og hvidt.

Også kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) befinder sig i Paris. Tidligere på søndagen har hun lagt et foto op Facebook af et gadeskilt af Champs-Elysees, hvortil hun skriver "klar til en stor dag i Paris".

For tre uger siden begyndte Tour de France med en folkefest og tre etaper i Danmark.

Mette Frederiksen er på vej til Paris for at deltage i hyldest af Jons Vingegaard. (Arkivfoto).
Mette Frederiksen er på vej til Paris for at deltage i hyldest af Jons Vingegaard. (Arkivfoto).

BLÅ BOG OM JONAS VINGEGAARD

* Navn: Jonas Vingegaard Rasmussen.

* Født 10. december 1996.

* Hjemby: Glyngøre.

* Sportsgren: Cykling.

* Hold: Jumbo-Visma (siden 2019).

* Blev professionel cykelrytter i 2019.

* Udpluk af hans største resultater i karrieren:

- To etapesejre i Tour de France (2022) og indehaver af den gule førertrøje.

- Etapesejr i Polen Rundt (2019).

- Etapesejr i UAE Tour (2021).

- Samlet andenplads i Tour de France (2021).

- Etapesejr i Critérium du Dauphiné (2022).

Kilde: procyclingstats.com, Ritzau.
Powered by Labrador CMS