Har kostet mere end 40 millioner
Det kostede 40,7 millioner kroner at få lov til at arrangere Tour de France, bekræfter en rapport
Selvom det ledte til en dansk sejr, hvor Jonas Vingegaard stod som den helt store mester, så har det ikke været billigt at sende tourfeltet gennem landet.
I en 87 sider lang rapport evaluerer arrangørerne den danske Tour de France-start.
Rapporten er bestilt og betalt af Grand Depart Copenhagen Denmark og udarbejdet af analysebureauet Geelmuyden Kiese.
Her er nogle af hovedpunkterne:
* Gebyret til selskabet bag Tour de France, A.S.O., beløb sig til 40,7 millioner kroner.
* Grand Depart Denmark Copenhagens budget for arrangementet endte på 93,7 millioner kroner. Heraf er der 8,4 millioner kroner i ubrugte reserver.
* Start- og målbyerne betalte sammenlagt 56,4 millioner kroner, der gik til tekniske krav og aktiviteter i byerne.
* De tre etaper samlede i alt 1.664.789 tilskuere.
* Ud af de 639.954 tilskuere til enkeltstarten i København var 270.000 besøgende, hvilket vil sige personer, der ikke bor i nærheden af ruten. 56.570 kom fra udlandet.
* Roskilde havde 8755 udenlandske gæster til starten af 2. etape. Ved målstregen i Nyborg var 10.548 af tilskuerne fra udlandet.
* Ifølge målingen tiltrak Vejle 3441 internationale besøgende til starten på 3. etape. Ved mål i Sønderborg var der 5186 af de fremmødte tilskuere, der kom fra udlandet.
* 67 procent af den danske befolkning havde en overordnet god eller rigtig god oplevelse af Tour de France-starten i Danmark. 5 procent havde en dårlig eller rigtig dårlig oplevelse.