Han frygtede verdens reaktion

Kolleger verden over hylder ham

Josh Cavallo håber, at han med sin offentliggørelse kan inspirere andre, som overvejer at springe ud
Josh Cavallo håber, at han med sin offentliggørelse kan inspirere andre, som overvejer at springe ud
Offentliggjort Sidst opdateret

Josh Cavallo spiller i den bedste australske fodboldrække og sprang onsdag ud i en video på Twitter.

På trods af herrefodboldens verdensomspændende popularitet er der forsvindende få, som springer ud som homoseksuelle.

De få, der gør, venter som regel til efter karrieren, og ser man bort fra amerikaneren Collin Martin, har professionel fodbold været tom for offentligt homoseksuelle, aktive spillere.

Det er nu ændret, efter at Josh Cavallos klub Adelaide United onsdag har delt en video på Twitter, hvor spilleren åbner op omkring sin seksualitet.

- Der er noget, jeg ønsker at fortælle. Jeg er fodboldspiller og homoseksuel, fortæller Cavallo.

Gemte sig

I videoen sætter Josh Cavallo blandt andet ord på en opvækst præget af frygt for, at drømmen om professionel fodbold og det at være homoseksuel ikke kunne forenes.

- I min opvækst følte jeg et behov for at gemme mig selv væk, fordi jeg skammede mig. Skammede mig, fordi jeg aldrig ville være i stand til at gøre det, jeg elsker, og være homoseksuel. Jeg gemte, hvem jeg virkelig er for at forfølge en drøm, jeg har haft siden barndommen.

- Det eneste, jeg drømmer om, er at spille fodbold og blive behandlet som alle andre, siger han.

Hyldet af kolleger

Efter videoens offentliggørelse har flere storklubber været ude at rose Josh Cavallo på Twitter for at stille sig frem.

- Tak for at tage et stort skridt fremad. Dit mod bidrager til at normalisere diversitet i sportsverdenen, skriver FC Barcelona.

- Tak for din styrke og dit mod. Du er en inspiration for millioner. Alle fortjener retten til at være sig selv. Fodboldverdenen er i dag et bedre sted på grund af dig, skriver Arsenal på Twitter.

Også Juventus, Liverpool og danske FC Nordsjælland bakker op om Cavallo.

- Fodbold er for alle. Smukt mod. Du kommer til at inspirere atleter over hele verden, skriver FC Nordsjælland og tilføjer et hjerteemoji.

Josh Cavallo fortæller, at han ønsker at inspirere andre i samme situation.

- Jeg er træt af at leve et dobbeltliv. Det er udmattende, og det ønsker jeg ikke, at andre skal opleve.

- Jeg vil vise alle, som kæmper og er bange, at du ikke behøver at lade, som om du er en anden.

Overvældende støtte

I kølvandet på offentliggørelsen fortæller Josh Cavallo, at frygten for, hvordan udmeldingen ville blive modtaget, er blevet gjort til skamme.

- Jeg troede, at folk ville se anderledes på mig, efter jeg sprang ud. At de ville behandle mig anderledes, sige grimme ting eller gøre grin med mig, men det har ikke været tilfældet.

- Det at springe ud over for mine elskede, mine venner, mine holdkammerater og mine trænere har været fantastisk.

- Den støtte, som jeg har modtaget, har været overvældende. Det har fået mig til at spekulere over, hvorfor jeg har gået og gemt på det her så længe.

- Nu vil jeg vise, at det er okay at være sig selv og spille fodbold, siger han.

Collin Martin, som spiller for San Diego Loyal i den næstbedste amerikanske fodboldrække, sprang i 2018 ud som homoseksuel.

Den tidligere tyske landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger, den tidligere amerikanske landsholdsspiller Robbie Rogers og svenskeren Anton Hysén sprang ud i slutningen af eller efter karrieren.

Powered by Labrador CMS