Atleterne ved de paralympiske lege i Tokyo, kommer til den store sportsbegivenhed med vidt forskellige handicap.
For at sikre konkurrencer på så lige og retfærdige vilkår som muligt er de i de fleste sportsgrene inddelt i forskellige kategorier.
Her kan du blive klogere på inddelingen:
* Et klassifikationssystem sikrer, at atleter kun konkurrerer mod personer, der har omtrent samme funktionsniveau.
* Ikke alle klasser i alle PL-sportsgrene er på programmet. Nogle på grund af et for lavt niveau og andre, fordi der ikke er plads til alle klasser ved PL.
* To principper er gældende, når atleterne skal klassificeres:
- Inddelingen er forskellig fra idræt til idræt. I nogle sportsgrene er det mere betydningsfuldt at mangle et ben end i andre.
- Det er ikke typen af handicap, men graden af funktionsnedsættelse, der afgør klassificeringen. Personer med vidt forskellige handicap kan derfor deltage i samme sportsklasse. Som oftest kæmper atleter med henholdsvis fysiske handicap, synshandicap og udviklingshandicap dog i forskellige kategorier.
* I holdidrætter som kørestolsbasketball og kørestolsrugby deltager atleterne sammen på trods af forskellig klassificering. I kørestolsrugby klassificeres de eksempelvis med tal fra 0,5 (største handicap) til 3,5 (mindste handicap), og her må fire spillere på et hold maksimalt have en klassifikationsscore på 8,0.
* Klassificeringen kan ske ud fra funktionsundersøgelser og observationer under træning og i konkurrence. De internationale idrætsorganisationer og Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) står for klassificeringen.
Kilde: Danmarks Idrætsforbund, Parasport Danmark og Team Danmark.