Fejl koster placeringer

Lewis Hamilton er irriteret over, at han ikke fulgte sin mavefornemmelse og afviste at køre i pit før mål

Lewis Hamilton smed to pladser i slutningen af Tyrkiets grandprix på grund af et sent dækskifte.
Lewis Hamilton smed to pladser i slutningen af Tyrkiets grandprix på grund af et sent dækskifte.
Offentliggjort Sidst opdateret

Lewis Hamilton lå til at snuppe tredjepladsen i Tyrkiets grandprix, men et sent dækskifte kostede ham to positioner og føringen i VM-stillingen.

Det frustrerede den britiske Mercedes-kører under søndagens løb, hvor holdet tvang ham i pit otte omgange før målstregen.

I radioen betvivlede han vredt holdets beslutning, og efter løbet er han stadig frustreret over, at han ikke fik lov at køre færdig på de dæk, der havde rullet 50 omgange, inden han modvilligt kørte i pit.

- Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle blive ude, og jeg føler stadig, det var det, jeg skulle have gjort, siger Hamilton ifølge Reuters.

- Så jeg er frustreret over mig selv, fordi jeg ikke fulgte min mavefornemmelse.

Nødvendigt

- Det var frustrerende, for jeg havde andenpladsen inden for rækkevidde, og pludselig var jeg på femtepladsen, siger han.

Da han kom ud af pitten på halvkolde dæk, kæmpede han for at holde femtepladsen hele vejen til målstregen. Pierre Gasly (AlphaTauri) var nemlig på vej frem bagfra.

Holdchef Toto Wolff holder imidlertid fat i, at det var nødvendigt for Hamilton at få skiftet dæk til sidst.

- Han kunne ikke se, hvor meget hans omgangstider faldt. Hvis han var blevet ude, ville han være blevet overhalet af Gasly, siger Toto Wolff.

Vil presse på

Briten startede grandprixet på 11.-pladsen og vandt dermed seks pladser, men det var altså ikke nok til at gøre ham tilfreds.

Hvis han var endt på tredjepladsen, havde han kun haft et point op til Max Verstappen (Red Bull), der nu fører det samlede VM-kapløb med seks point.

- Det har været en tæt kamp med Mercedes hele året, og jeg er sikker på, at det bliver en god kamp, når vi skal køre i Austin. Vi må bare blive ved med at presse på, siger Verstappen, der sluttede Tyrkiets grandprix på andenpladsen efter Valtteri Bottas.

Det næste grandprix løber af stablen i Austin i USA 24. oktober.

Lewis Hamilton

Sir Lewis Carl Davidson Hamilton er født 7. januar 1985 og er en britisk Formel 1-kører, der for tiden kører for Mercedes AMG Petronas F1 Team.

Han er syvdobbelt og regerende verdensmester i Formel 1 med sejre i 2008, 2014, 2015, 2017, 2018, 2019 og 2020

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS