Færdig efter sex-skandale
En fest gik voldsomt over gevind, og nu er Mikkel Andersen fortid i sin norske klub
Efter en stor skandale i den norske fodboldklub Brann har den danske målmand Mikkel Andersen besluttet sig for at forlade klubben.
Det bekræfter Brann på sin hjemmeside.
Kontraktophævelsen kommer i kølvandet på en særdeles opsigtsvækkende sag, der har udviklet sig, efter at 12 af klubbens spillere natten til 10. august holdt fest på klubbens stadion.
Inden da havde spillerne været på bar, og flere kvinder deltog i den efterfølgende fest på stadion, hvor det hele løb løbsk.
Der blev angiveligt dyrket sex i omklædningsrummet, og politiet efterforsker i øjeblikket et muligt seksuelt overgreb. Mikkel Andersen var med til festen, men er ifølge det norske medie VG ikke i politiets søgelys.
I offentlighedens søgelys
Ikke desto mindre har Mikkel Andersen været i offentlighedens søgelys, ligesom det har været tilfældet for hans holdkammerater.
Han er blandt andet blevet opsøgt på sin privatadresse og udsat for hetz, oplyser klubben.
- Hetzen, som han og hans familie blev udsat for, er uacceptabel og har været en stor personlig belastning ovenpå en krævende situation som følge af hans deltagelse i festen.
- Vi ønsker Mikkel og hans familie alt godt, siger Branns daglige leder, Vibeke Johannesen.
Udeladt af truppen
Den danske målmand, der kom til klubben i løbet af sommeren, blev som den ene af to spillere udeladt af truppen til den første kamp efter festen, fordi han ikke var mentalt klar til at spille, udtalte træner Eirik Horneland i den forbindelse.
Den anden spiller, der ikke var med til kamp, var Kristoffer Barmen. Ham har klubben fredag opsagt samarbejdet med efter gensidig aftale med ham selv og hans advokater. Barmen havde ifølge Brann en central rolle i gennemførelsen af festen.
Ti andre spillere har fået skriftlige advarsler.
Meget alvorligt
- Der skal ikke herske tvivl om, at klubben tager denne sag meget alvorligt. Vi er skuffede, fortvivlede og forbandede over situationen, siger Vibeke Johannesen.
Mikkel Andersen har en fortid hos blandt andre FC Midtjylland, Lyngby Boldklub, Randers FC og flere engelske klubber.