Eriksen får grønt lys til landsholdscomeback
Landstræner Kasper Hjulmand siger, at Christian Eriksen torsdag kan træne med på det danske fodboldlandshold
Christian Eriksen har fået grønt lys til at tilslutte sig den danske landsholdslejr i Spanien onsdag aften.
Dermed vil han være klar til at indgå i træningerne med landsholdskammeraterne fra torsdag formiddag.
Det bekræfter landstræner Kasper Hjulmand, der dermed råder over sin stjernespiller for første gang siden Eriksens hjertestop i EM-kampen mod Finland 12. juni sidste år.
- Han træner i Brentford her til formiddag (onsdag, red.), så får han de sidste test, og så ryger han på et fly i eftermiddag, medmindre der sker noget inden. Så kan han være fuldt med fra i morgen, siger Kasper Hjulmand.
Fik corona
Christian Eriksens sene ankomst til landsholdslejren skyldes, at kreatøren har været smittet med coronavirus, men han er allerede i træning igen efter et mildt coronaforløb.
Kasper Hjulmand skal se Eriksen an, før han ved, om spilleren kan få en rolle i både lørdagens testkamp mod Holland i Amsterdam og tirsdagens test mod Serbien i Parken - eller om Eriksen kun spiller i sidstnævnte kamp.
- Vi skal lige kigge på, hvad han præcist har lavet i Brentford, hvor han begyndte at træne igen i søndags. Inden det havde han misset træningerne i fire dage. Vi må se, hvor meget han har lavet, når vi får de sidste data.
Mulighed for startplads
- Det mest sandsynlige er, at han starter på bænken mod Holland, og så må vi se, hvordan det ser ud i Amsterdam. Men han er 100 procent klar til at spille i Parken, siger Kasper Hjulmand.
Efter at have besigtiget Eriksen på stadion i en Premier League-kamp vurderer landstræneren, at fynboen står uvant skarpt fysisk.
- Man kan se, at han har trænet stenhårdt, og at han står snorlige. Han er blevet lidt smallere, og han er i virkelig god forfatning, siger Hjulmand.
Må undvære anfører
Simon Kjær misser til gengæld de kommende testkampe med en skade, og derfor må Hjulmand gå helt nye veje, når han skal sammensætte sit forsvar.
Han har ud over Maxsø udtaget Jannik Vestergaard, Joachim Andersen og Victor Nelsson til de centrale forsvarspladser.
Schmeichel fik skrub
Ved tirsdagens landsholdstræning i Marbella gik Kasper Schmeichel tidligere ud af træningen end holdkammeraterne.
Det skyldtes, at han fik et skrub i Premier League-kampen mod Brentford i weekenden, men der ikke noget at være nervøs for, siger Hjulmand.
- Det var andendagen efter, at han fik et skrub. Han skulle ikke lande for meget på hoften, og det var helt efter planen, at han gik ud af træningen, siger Hjulmand.