Dyr guldfest: Bøde på 450.000 kroner
Brøndby er blevet tildelt en bøde på 450.000 kroner fra Fodboldens Disciplinærinstans
Sikkerheden var ikke på plads, da Brøndby vandt det danske mesterskab den 24. maj på hjemmebane.
Mange fans løb ind på banen, og det skal klubben nu punge ud for.
De skal betale en bøde på 450.000 kroner. Det har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet, skriver de i en pressemeddelelse.
Mulighed for mere straf
I den kommende sæson er det også muligt, at Brøndby skal spille én hjemmekamp i enten ligaen eller pokalturneringen uden tilskuere.
Den straf bliver dog visket væk, hvis der i løbet af sæsonen ikke opstår lignende situationer som på Brøndby Stadion den 24. maj.
Mere kritik
Fodboldens Disciplinærinstans er i samme kendelse kritiske over for Brøndbys sikkerhedsforanstaltninger ved indgangen til stadion.
Her lod kontrollører et stort antal tilskuere komme ind uden visitation, da kampen var færdigspillet.
Derfor har klubben heller ikke fulgt retningslinjerne angående håndtering af covid-19, da der kom for mange tilskuere ind i forhold til den bestemte stadionkapacitet.