Dramatisk comeback
Portugal kom foran 1-0, men blev så kørt over af et storspillende tysk landshold, som endte med en 4-2-sejr
Tyskland viste lørdag, at man stadig skal anse Danmarks nabo mod syd som en bejler til EM-titlen.
Efter et nederlag i den første kamp mod Frankrig rejste tyskerne sig på imponerende vis, da det mod Portugal blev til en sejr på 4-2 hjemme på Allianz Arena i München.
Portugal kom ellers foran, men to selvmål på fire minutter sendte Tyskland i front inden pausen. I anden halvleg satte Joachim Löws mandskab tingene på plads.
Sejren betyder, at gruppe F nu er helt åben inden de sidste kampe. Frankrig, Tyskland og Portugal har henholdsvis fire, tre og tre point, mens Ungarn i bunden har et enkelt.
Ungarn fik sit ene point tidligere lørdag, da det højst overraskende lykkedes at spille 1-1 med Frankrig.
Holdene i gruppe F skal i aktion igen onsdag aften, hvor Tyskland møder Ungarn, og Portugal tørner sammen med Frankrig i en duel mellem de forsvarende EM- og VM-vindere.