Drama i nat: Ført væk i kørestol
27-årige Kristian Blummenfelt var stærkest i herrernes OL-triatlon og tog guld i et generelt flot norsk løb
Den første skandinaviske medalje ved OL i Tokyo er en realitet, og den blev ovenikøbet af guld.
Norges 27-årige triatlet Kristian Blummenfelt leverede en fantastisk præstation i herrernes triatlon, hvor han endda havde tid til at juble over triumfen på de sidste 100 meter.
Sammen med briten Alex Yee og newzealænderen Hayden Wilde havde de tre skilt sig ud og skulle fordele medaljerne imellem sig.
Blummenfelt havde lavet et par ryk tidligere for at bringe frontgruppen ned på tre, men den brølstærke nordmand havde endnu en forcering i sig.
Den kunne Yee og Wilde ikke følge, og de måtte nøjes med henholdsvis sølv og bronze, 11 og 16 sekunder efter den norske vinder.
Ført væk i kørestol
Blummenfelts præstation bliver ikke mindre af, at han faktisk var en af dem, som utilsigtet lavede en fejl i starten ved svømningen, fordi en båd angiveligt var i vejen for en del deltagere.
Det samme gjorde hans to landsmænd Gustav Iden og Casper Stornes, der ligeledes imponerede og sluttede som henholdsvis nummer otte og 11.
At Kristian Blummenfelt havde givet sit maksimale var tydeligt i målområdet, hvor han både kastede op og måtte fragtes væk i kørestol.
Det gør ham dog næppe det store, da han nu kan kalde sig olympisk mester.