Højbjerg bejler til sæsonpremiere efter afbud

Bundesliga-premieren mellem Bayern München og Wolfsburg kan blive med dansk islæt på banen. Foto: /free
Offentliggjort Sidst opdateret

Knæproblemer holder Franck Ribery ude af premiere mod Wolfsburg. Bastian Schweinsteiger er heller ikke klar.

Pierre-Emile Højbjergs chance for en startplads hos Bayern München i fredagens bundesliga-premiere mod Wolfsburg er blevet endnu større.

Flere af Bayern Münchens midtbanestjerner går nemlig glip af åbningskampen.

Torsdag kom det frem, at Franck Ribery må stå over i hjemmekampen mod Wolfsburg på grund af knæproblemer. I forvejen er Bastian Schweinsteiger ude.

Afbuddene presser træner Josep Guardiola, der kan ty til at tænke i en dansk midtbaneløsning med Højbjerg. Den 19-årige midtbanespiller fik en del spilletid i slutningen af sidste sæson, ligesom den unge dansker har været i aktion i flere træningskampe.

Guardiola spår generelt de regerende tyske mestre en svær sæsonstart.

– Det bliver ikke så enkelt. Men hvis vi befinder os i en god position ved vinterpausen, så tror jeg på, at vi vil spille en god sæson, siger spanieren.

Sæsonpremieren mellem Bayern München og Wolfsburg spilles fredag klokken 20.30.

Wolfsburg hentede i sidste uge klubløse Nicklas Bendtner. Angriberen er dog ikke i spil til sæsonåbneren.

/ritzau/dpa

Powered by Labrador CMS