- Det var mangel på respekt
Tilskuerne i Argentina var hårde ved Holger Rune, der føler sig chikaneret i opgøret mod Sebastian Baez
Holger Rune fik tirsdag aften at mærke, at han var oppe imod en hjemmebanefavorit, da han røg ud af Argentina Open.
Sebastian Baez fik opbakning fra sine landsmænd på lægterne, men de tennisglade argentinere gik over stregen.
Det mener i hvert fald Holger Rune, som i en story på sin Instagram-profil skyder med skarpt mod tilskuerne.
- Argentina Open er en smuk turnering, men desværre var der ikke en god atmosfære, da jeg spillede, skriver Holger Rune.
- Jeg kan ikke lide, at folk råber "hold kæft" til mig under kampen, eller at publikum bevidst laver støj, når jeg server.
- Det var mangel på respekt over for mig og sporten, skriver Holger Rune, som roser dommeren for at prøve at appellere til respekt.
Har forståelse for opbakning
Holger Rune fortæller, at han har fuld forståelse for, at fans bakker op, når hjemmebanefavoritten er i kamp.
- Men folk skal huske, at det her ikke er en fodboldkamp, og spillerne har ikke ti holdkammerater på banen til at bakke op. Det er en balance.
- Støtte er godt, men chikane er "no go" i sport, i skolen og alle andre steder, skriver Holger Rune.
Tabte i to sæt
Holger Rune tabte 6-7, 3-6 til Sebastian Baez, som dermed er klar til anden runde i Argentina Open i Buenos Aires.
Det er den anden turnering i træk, at Holger Rune ryger ud i første runde.
I sidste uge tabte han til spanske Roberto Carballes Baena i en anden ATP-turnering i Argentina.
Er nummer 88
Både Sebastian Baez og Roberto Carballes Baena er placeret højere på verdensranglisten end Holger Rune, der i skrivende stund ligger som nummer 88 i verden.
Holger Rune skal i kamp igen, når Chile Open begynder 21. februar.