Weinstein risikerer 140 års fængsel

Harvey Weinstein afviser alle anklager ved retssag i Los Angeles, hvor han tidligere var magtfuld filmskaber

Harvey Weinstein blev i New York idømt en fængselsstraf på 23 år. Nu sidder han på anklagebænken i Los Angeles. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere filmskaber Harvey Weinstein, der er dømt for voldtægt, har tirsdag nægtet sig skyldig i 11 anklager om seksuelle overgreb og voldtægt.

Det sker i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien.

Det var netop i Los Angeles - eller nærmere bestemt Hollywood - at Weinstein tidligere var en af de mest succesfulde og magtfuld filmproducere.

I forbindelse med MeToo-bevægelsens begyndelse i 2017 begyndte der dog at dukke adskillige anklager op mod Weinstein.

Sidste år blev han så dømt for voldtægt og seksuelle overgreb i New York, hvilket han i øjeblikket afsoner en 23 år lang fængselsstraf for.

I juni gav en domstol i New York grønt lys til at udlevere Weinstein til Californien, så han kunne stå over for de nye anklager. Tirsdag blev han hentet i fængslet for at blive sendt til den anden side af landet.

Modsatte sig

Hans advokater forsøgte at modsætte sig udleveringen og henviste til den 69-årige filmskabers ringe helbred. Det hjalp dog ikke.

Weinstein, der bar et brunt jakkesæt, kom i kørestol til retslokalet onsdag.

Under retsmødet, der stort set foregik for lukkede døre for offentligheden, blev han placeret i en stol med håndjern på.

I Californien er Weinstein anklaget for voldtægt og overgreb mod fem kvinder i perioden mellem 2004 og 2013.

Risikerer 140 års fængsel

Hvis Weinstein bliver dømt for det, han er anklaget for i Los Angeles, risikerer han at få en fængselsstraf på i alt 140 år.

Anklagerne mod Weinstein stammer blandt andet fra model og skuespiller Lauren Young, der har fortalt, at han i 2013 udsatte hende for et seksuelt overgreb på et hotel i Beverly Hills, da hun var 22 år.

Young var også indkaldt som vidne i New York, da Weinstein fik sin dom på 23 års fængsel.

Anklagerne følger alle det samme mønster, hvor Weinstein har forgrebet sig på kvinder, mange af dem aspirerende skuespillere.

Et Hollywood ikon

Weinstein har i løbet af sin karriere sat et uudsletteligt aftryk i Hollywood.

Sammen med sin bror skabte han i 1979 filmselskabet Miramax Films, som de i 1993 solgte til Disney.

Weinsteins film har i alt modtaget mere end 300 oscarnomineringer og 81 statuetter.

Blå bog: Harvey Weinstein

* Navn: Harvey Weinstein.

* Født: 19. marts 1952 i New York.

* Civilstand: Weinstein har været gift to gange og er far til i alt fem børn.

* Karriere:

Stiftede og drev produktionsselskaberne Miramax - senere solgt til Disney - og The Weinstein Company med sin bror.

De to selskaber står bag film, der tilsammen har modtaget 81 Oscar-statuetter.

"Pulp Fiction", "Gangs of New York" og "Shakespeare in Love" er blandt de mest kendte produktioner.

Powered by Labrador CMS