Dansker klar til finalen
Med en 3-1 sejr over Rungroj Thainiyom er Peter Rosenmeier i finalen i bordtennis ved de paralympiske lege
Han har for vane at tage en medalje med hjem, når han deltager i de paralympiske lege.
Og med sejren over Thailands Rungroj Thainiyom er Peter Rosenmeier sikker på, at medaljen i det mindste bliver af sølv.
Det sker, efter at han natten til lørdag dansk tid slog thailænderen 3-1 i semifinalen i herresingle ved de paralympiske lege i Tokyo.
Rosenmeier vandt de to indledende sæt 11-8 og 11-7, før Thainiyom kom igen og vandt det tredje sæt med 13-11. Rosenmeier kunne dog lukke kampen allerede i fjerde sæt, hvor han vandt 11-5.
God fornemmelse
Selv havde danskeren en god fornemmelse kampen igennem.
- Jeg føler faktisk, at jeg har ham i min hule hånd hele vejen igennem. Han er pisseheldig i tredje sæt og spiller to rigtig gode bolde til allersidst, siger Peter Rosenmeier.
- Normalt spiller jeg altid mega tæt mod ham, så det var fedt at få ham banket ned under gulvbrædderne.
Sejren kommer, kun en dag efter at Peter Rosenmeier slog kineseren Chao Chen - også her forlod danskeren bordet med en 3-1-sejr.
Alligevel er det først nu, at han rigtigt har fundet sig til rette i sit spil.
- Det var fedt. Det er første gang, at jeg rigtig nyder det. Det synes jeg også, man kan se på spillet.
- Jeg synes, at jeg begynder at finde niveauet, siger Peter Rosenmeier.
Kæmper om guldet
Han deltager i klasse 6, der er for stående spillere, der er mest påvirket af deres fysiske handicap.
Han er nu klar til at kæmpe om guldet, når finalekampen løber af stablen lørdag klokken 10.15 dansk tid.
Her skal Rosenmeier møde amerikanske Ian Seidenfeld, der suverænt slog britiske Paul Karabardak 3-0 i semifinalen.
- Nu spidser det jo til, og nu skal fokus være der 100 procent. Det har det selvfølgelig været hele tiden, men det bliver bare noget andet, siger han.
- Men samtidig skal man altså også huske at nyde det, for lige om lidt er det hele overstået.