Dansk tour-håb mister podiet
Bauke Mollema kørte fra et udbrud og vandt 14. etape i Tour de France. Jonas Vingegaard røg ud af top-3
Det har været småt med nævneværdige resultater for Trek i dette års Tour de France, men lørdag fik holdet noget at juble over.
Her vandt Bauke Mollema nemlig løbets 14. etape, der bød på flere stigninger. Hollænderen stak af fra en udbrydergruppe med cirka 40 kilometer tilbage og kørte solo i mål.
Det er Mollemas anden Tour-etapesejr i karrieren. I 2017 vandt han 15. etape, der havde en lignende profil.
I udbrydergruppen, som Bauke Mollema kørte fra, sad blandt andre Guillaume Martin. Cofidis-rytteren lå inden etapen nummer ni i klassementet, men lykkedes med at distancere klassementstoppen nok til at hoppe op på løbets andenplads.
Ud af top-3
Dermed ryger Jonas Vingegaard i hvert fald for en stund ud af top-3. Danskeren, der lørdag hele tiden holdte sig nær Tadej Pogacar i den gule førertrøje og Rigoberto Urán, er nu nummer fire.
Det får Vingegaard dog rig mulighed for at ændre på søndag, hvor der venter flere store bjerge.
Tadej Pogacar fører fortsat løbet komfortabelt - nu med omkring fire minutter ned til Guillaume Martin. Rigoberto Urán har lidt over fem minutter op til sloveneren på førstepladsen.