Dansk OL-bryder indstiller karrieren

Fredrik Bjerrehuus stopper som bryder og kalder det sin hårdeste beslutning nogensinde

Fredrik Bjerrehuus var på madrassen to gange ved OL i Tokyo.
Fredrik Bjerrehuus var på madrassen to gange ved OL i Tokyo.
Offentliggjort Sidst opdateret

Brydekarrieren er forbi for Fredrik Bjerrehuus, der for blot en måned siden var en del af det danske hold ved OL i Tokyo.

Den 31-årige midtjyde skriver på sociale medier, at han har besluttet sig for at stoppe.

- Den hårdeste beslutning, jeg nogensinde har truffet: At indstille min sportskarriere. Det er en tradition i brydeverdenen at stille sine brydestøvler på madrassen, når man indstiller sin karriere.

- Det er hermed gjort. På hjemmebane i Herning, hvor jeg er opvokset og startede som femårig.

- Det var det perfekte sted - min familie, venner, brydevenner fra rundt omkring i Skandinavien var til stede, så det kunne ikke blive smukkere, skriver Fredrik Bjerrehuus og supplerer med billeder af de aftagne støvler.

Tokyo blev en skuffelse

Hans største internationale resultat var en femteplads ved VM i 2019 - et resultat, der samtidig betød, at han kvalificerede sig til OL.

Legene i Tokyo blev dog en skuffelse. Bjerrehuus var på madrassen to gange og tabte begge kampe.

Først blev det til et nederlag til ukrainske Parviz Nasibov. Siden var det russeren Artjom Surkov, der stod i vejen for danskeren.

Powered by Labrador CMS