Dansk medaljehåb er i semifinalen
Verdensetteren i taekwondo Lisa Kjær Gjessing besejrede i nat egypter i kvartfinale ved para-OL
Den danske taekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing er klar til semifinalen ved de paralympiske lege i Tokyo.
Natten til fredag dansk tid besejrede danskeren således egyptiske Salma Abohegazy uden de store problemer i kvartfinalen i kvindernes K44-klasse under 58 kilo.
Den danske verdensetter blev før para-OL udråbt som et af de allerbedste bud på en dansk medalje af Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at hun nu er videre ved legene.
43-årige Lisa Kjær Gjessing har ligget nummer et på verdensranglisten siden 2017.
Hun har i løbet af sin karriere vundet både EM og VM fire gange, men har aldrig før deltaget ved de paralympiske lege, da taekwondo først kom på programmet i år.
Underarm amputeret
Fra 2000 til 2004 var Lisa Kjær Gjessing på landsholdet og lagde egentlig taekwondokarrieren bag sig herefter.
Men et kræftforløb betød, at halvdelen af hendes venstre underarm blev amputeret.
Otte år efter karrierestoppet genfandt hun lysten til taekwondo, der blev en slags terapi for hende.
Det sagde hun til Ritzau forud for legene.
Lisa Kjær Gjessing skal i kamp igen senere torsdag dansk tid, når hun møder brasilianske Silvana Fernandes i semifinalen.