Dansk landsholdsspiller i kæmpe-skifte

Midtbanespilleren Thomas Delaney rykker til Spanien, hvor han skal spille for Sevilla

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney skifter til den spanske fodboldklub Sevilla fra tyske Borussia Dortmund. Det bekræfter begge klubber onsdag aften på Twitter.

Dortmund oplyser, at klubberne er blevet enige om Delaneys transfer.

- Thomas, tak for din indsats og passion. Alle i Dortmund ønsker dig held og lykke i Spanien, skriver den tyske klub på Twitter.

Thomas Delaney siger også selv lidt om sin afsked med Dortmund på den tyske klubs konto på det sociale medie.

- Jeg er utrolig stolt over at have spillet for Dortmund. Denne klub er en af de største i verden, og jeg vil altid savne atmosfæren på Signal Iduna Park, som er et meget specielt sted, siger Delaney.

Sevilla har også brugt Twitter til at profilere forstærkningen fra Danmark. Delaney er med på en velkomstvideo, hvor han også siger et par få ord.

BLÅ BOG: Thomas Delaney

* Navn: Thomas Joseph Delaney.

* Født 3. september 1991.

* Nationalitet: Dansker.

* Klub: Sevilla.

* Position: Central midtbanespiller.

* Landskampe/mål: 60/6.

* U-landskampe/mål: 27/1.

* Tidligere klubber som seniorspiller: FC København, Werder Bremen og Borussia Dortmund.

Øvrige oplysninger:

* Dansk mester med FCK fem gange.

* Dansk pokalvinder med FCK fire gange.

* Tysk pokalvinder med Dortmund en gang.

* I 2016 blev han kåret til årets profil i Superligaen af kollegerne via Spillerforeningen.

* I 2012 afviste han at spille på det amerikanske U23-landshold, som ville have Delaney med til OL. Delaneys far er amerikansk statsborger.

* Privat er han gift med Michelle Delaney, der er datter af tidligere Brøndby-træner Henrik Jensen og søster til tidligere landsholdsspiller Mike Jensen, der i dag spiller for HB Køge.

Powered by Labrador CMS