Dansk fodbold-legende død
Birger Jensen, der i 1970'erne spillede 19 landskampe for Danmark, er død i en alder af 72 år
Den tidligere danske landsholdsmålmand Birger Jensen er død.
Det skriver den belgiske klub Club Brugge, som Jensen spillede for fra 1974 til 1988, på sin hjemmeside. Han blev 72 år.
Birger Jensen bliver med sine 394 optrædener for Club Brugge betragtet som en legende i klubben.
Vandt fem mesterskaber
I sine mange år i klubben var han med til at vinde fem belgiske mesterskaber samt pokalturneringen to gange.
I 1978 nåede Birger Jensen og Club Brugge frem til finalen i Europa Cuppen, der nu om dage er kendt som Champions League.
Spillede 19 kampe
Den endte dog med et nederlag til Liverpool. Det samme skete i finalen i Uefa Cuppen to år forinden.
På landsholdet blev det blot til 19 optrædener. Det kunne måske være blevet til en del flere, hvis ikke Sepp Piontek var blevet ansat som landstræner i 1979.
Piontek krævede disciplin og brød sig derfor ikke om den egenrådige, farverige og meget lidt autoritetstro Jensen, der også lagde sig ud med sin klubtræner i Belgien, Ernst Happel.
Huskes i Beligien
Derfor valgte Piontek i stedet at satse på KB'eren Ole Qvist.
Men selv om den tidligere B1903'er altså ikke nåede at fejre nogen store triumfer med landsholdet, huskes han i Belgien.