Danmarks EM-pulje er klar
Danmark skal møde Finland, Slovenien, Kasakhstan, Nordirland og San Marino i EM-kvalifikationen
Det danske fodboldlandshold har sportsligt fået en god lodtrækning til kvalifikationen frem mod EM i Tyskland i 2024.
Turen går primært mod øst for Hjulmand og co., da Danmark er havnet i gruppe med Finland, Slovenien, Kasakhstan, Nordirland, og San Marino.
Det står klart efter søndagens lodtrækning i Frankfurt.
Gruppens to bedste hold får en billet til slutrunden. Alle kvalifikationskampene spilles i 2023.
Hjulmand smilede
Danmark var en del af det øverste seedningslag, og på forhånd havde landstræner Kasper Hjulmand peget på, at han gerne ville undgå England eller Frankrig fra andet seedningslag.
Derfor kunne landstræneren smilende se til, da de to mastodonter blev trukket opad bowlen, længe inden den første danske modstander i gruppe H skulle findes.
Det blev i stedet mere overkommelige Finland for andet seedningslag.
Finnerne vandt dog de to holds seneste møde ved EM sidste år.
Rusland udelukket
Færøerne havnede i gruppe med Polen, Tjekkiet, Albanien og Moldova.
Krigsførende Rusland var udelukket fra lodtrækningen.
Tyskland var heller ikke en del af den, da EM-værten allerede er kvalificeret til turneringen.
Inden der tages hul på EM-kvalifikationen næste år, har landsholdet en langt vigtigere opgave - VM i Qatar.