Danmark videre i VM
Danmark slår Sydkorea og er videre med maksimumpoint
Det danske landshold tager de optimale fire point med til mellemrunden ved VM i kvindehåndbold.
Med en sejr på 35-23 over Sydkorea gjorde Danmark rent bord i gruppespillet og står nu med gode chancer for også at komme videre fra turneringens næste fase.
Her venter tre opgør mod Tyskland, Ungarn og Tjekkiet, og Jesper Jensens spillere behøver ikke at have mindreværdskomplekser mod nogen af de tre modstandere.
Specielt ikke med tanke på, hvor afklaret de løste deres første reelle VM-udfordring mandag aften.
Let ved store chancer
De uberegnelige sydkoreanere har ofte voldt Danmark problemer, men det gjorde de ikke her. Danskerne opbyggede hurtigt et komfortabelt forspring og holdt Sydkorea på afstand i resten af opgøret.
Landstrænerens valg af Mie Højlund som playmaker mod de letbenede modstandere var et pletskud.
Højlund markerede sig både som temposætter og gennembrudsspiller i et dansk angreb, der havde let ved at spille sig til store chancer.
På venstre fløj fik Lærke Nolsøe en kanonstart med fem scoringer i det første kvarter. Og generelt var der både idéer og fart i offensiven.
Føring med i pausen
Sydkoreanerne virkede fra start rådvilde mod det danske forsvar, men en timeout midtvejs i første halvleg fik banket nyt mod ind i repræsentanterne for Asiens stolteste håndboldnation.
Holdets største navn, højrebacken Eun Ryu fra Györ, fik skudt sig varm og hendes afslutninger uden om de danske parader voldte Sandra Toft visse problemer.
Danskerne fik dog en fin afslutning på første halvleg, da et frikast blev spillet op til Kristina Jørgensen, der hakkede kuglen i mål næsten samtidig med slutsignalet.
19-14 stod der på måltavlen, og det var en betryggende føring at tage med ud til pausen.
Den brugte danskerne til at genopbygge det forsvar, der var blevet lovlig hullet i første halvlegs sidste halvdel.
Foran med ni mål
Efter sidebyttet fik Line Haugsted og Kathrine Heindahl lukket af i en grad, så det tog Sydkorea mere end otte minutter at komme på måltavlen.
At Lærke Nolsøe blev sat på bænken fra anden halvlegs start var mere overraskende. Men landstræneren mener det alvorligt, når han bryster sig af at have en af de bredeste bænke i turneringen.
Kampen var reelt afgjort med et kvarter igen. Da var Danmark ni mål foran og havde tilsyneladende et svar på alle de udfordringer, modstanderne stillede dem overfor.
Også da de pludselig gik frem i halvbanepres i forsvaret. Den kaotiske situation løste danskerne med omhyggelig boldomgang, så en velspillende Rikke Iversen blev spillet helt fri på stregen.
Tre klare sejre i tre kampe er selvsagt en optimal VM-start for det danske hold. Nu venter mellemrunden, der begynder på onsdag og for første gang i denne turnering giver Danmark europæisk modstand.