Corona-udbrud i Manchester United

På grund af et covid-19-udbrud blandt United-spillere er tirsdagens udekamp mod Brentford blevet udsat

Offentliggjort Sidst opdateret

Premier League-kampen mellem Brentford og Manchester United tirsdag er blevet udsat som følge af et covid-19-udbrud i Uniteds trup.

Det meddeler den bedste engelske liga på sin hjemmeside natten til tirsdag dansk tid.

- Premier Leagues bestyrelse har besluttet at udskyde Brentfords hjemmekamp mod Manchester United, står der.

Kampen skulle være spillet tirsdag klokken 20.30 dansk tid.

Det oplyses videre, at beslutningen er truffet på baggrund af råd fra læger som følge af de ekstraordinære omstændigheder omkring et igangværende smitteudbrud blandt Manchester Uniteds spillere.

"Udbruddet bliver overvåget", skriver klubben.

Brentford-træner Thomas Frank sagde mandag, at han regnede med, at tirsdagens kamp mod Manchester United ville løbe af stablen. Men det håb er nu slukket, efter at Premier League har udsat kampen. (Arkivfoto)
Brentford-træner Thomas Frank sagde mandag, at han regnede med, at tirsdagens kamp mod Manchester United ville løbe af stablen. Men det håb er nu slukket, efter at Premier League har udsat kampen. (Arkivfoto)

Mandag lukkede United sit træningsanlæg for førsteholdet i foreløbigt 24 timer efter en stribe positive coronaprøver.

Det skete i et forsøg på at kontrollere smitteudbruddet og minimere risikoen for yderligere smitte blandt spillere og personale.

- Ligaen ønsker, at de spillere og medarbejdere, som er blevet smittet med covid-19, kommer sig hurtigt, skriver Premier League natten til tirsdag.

På grund af smitten bad klubben altså om at få udskudt kampen. 

De, der er blevet smittet, er i isolation.

Manchester United undskylder over for begge klubbers fans. 

Ligaen sætter ikke en ny dato for kampen, men skriver, at den vil blive flyttet til et senere tidspunkt.

Efter 16 kampe er Manchester United nummer fem i ligaen, mens oprykkerne fra Brentford med den danske træner Thomas Frank i spidsen ligger på tiendepladsen.

Danmark og Manchester United

Sådan er det tidligere gået for Manchester United i europæiske kampe mod danske hold:

* 10. august 2020: Manchester United – FC København 1-0 (kvartfinale i Europa League).

* 25. februar 2016: Manchester United – FC Midtjylland 5-1 (16.-delsfinale i Europa League).

* 18. februar 2016: FC Midtjylland – Manchester United 2-1 (16.-delsfinale i Europa League).

* 10. december 2008: Manchester United – AaB 2-2 (CL-gruppespil).

* 30. september 2008: AaB – Manchester United 0-3 (CL-gruppespil).

* 1. november 2006: FC København – Manchester United 1-0 (CL-gruppespil).

* 17. oktober 2006: Manchester United – FC København 3-0 (CL-gruppespil).

* 4. november 1998: Manchester United – Brøndby 5-0 (CL-gruppespil).

* 21. oktober 1998: Brøndby – Manchester United 2-6 (CL-gruppespil).

Kilde: superstats.dk/Ritzau

Powered by Labrador CMS