Bøllerne havde fri adgang

Tribunerne var ikke adskilt, hvilket gjorde det muligt for bøller at opsøge ballade, siger FCK's fanformand

Offentliggjort Sidst opdateret

Sikkerheden i Dortmund får kritik efter tirsdagens tilskueroptøjer i Champions League-kampen mod FC København.

Tribunerne på Signal Iduna Park var ikke adskilt, hvilket gav bøller ekstra gode muligheder for at opsøge ballade.

Sådan lyder det fra formanden for F.C. Københavns Fan Club, Lars Thor.

Tager afstand

- Vi tager først og fremmest afstand fra de scener, der udspillede sig.

- Dernæst stiller vi os undrende over for, hvordan det var muligt at angribe vores fanafsnit uhindret fra to sider, da der var direkte gennemgang under tribunerne, siger Lars Thor.

- Det er mildest talt uheldigt, og det var med til at muliggøre, at de her ting kunne udspille sig.

Et stort antal politibetjente måtte lægge sig imellem, da der tirsdag opstod konfrontationer i Dortmund, hvor FC København var på besøg.
Et stort antal politibetjente måtte lægge sig imellem, da der tirsdag opstod konfrontationer i Dortmund, hvor FC København var på besøg.

Til højrisikokampe i Danmark er fans adskilt før, under og efter kampene, men det var ikke tilfældet i Tyskland.

Affyrede romerlys

Situationen på stadion i Dortmund begyndte hurtigt at eskalere efter de første sammenstød og konfrontationer, da FCK-tilhængere affyrede romerlys den modsatte vej.

Lars Thor tager afstand fra reaktionen fra FCK-tribunen, men mener også, at den mangelfulde adskillelse på stadion var medvirkende til, at tingene udviklede sig, som de gjorde.

- Der er fans, der har kortere lunte end andre, og dem skal man have in mente og tage højde for, når man taler sikkerhed, siger han.

- Det kampklædte politi var hurtigt fremme, men vi vil gerne derhen, hvor betjentene ikke skal gribe ind.

- Det er bedre at være præventiv i stedet for, at politiet skal reagere på noget, der kan udvikle sig i en uheldig retning, siger han.

Efterforsker 44 sager

Politiet i Dortmund har onsdag oplyst, at man efterforsker 44 sager. Størstedelen handler om pyroteknik. To personer blev anholdt tirsdag aften, og en person kom lettere til skade.

Kampen endte med et FCK-nederlag på 0-3.

Powered by Labrador CMS