Boksestjerne med overraskende udmelding
Snart kan det være slut
Den verdenskendte bokser Tyson Fury går senere på året i ringen, når han brager sammen med rivalen Dillian Whyte.
Det bliver dog sidste gang, at vi får den succesfulde britiske bokser at se som professionel bokser.
Det annoncerede den 33-årige sportsstjerne på et pressemøde tirsdag aften ifølge britiske Sky Sports.
- Det her bliver min sidste kamp i karrieren. Jeg stopper efter dette. Jeg er ude. Jeg har 150 millioner dollars i banken, er ung, sund og rask, sagde Tyson Fury.
Har sagt det før
Det er langt fra første gang, at Tyson Fury forsøger at tage fusen på sine mange fans ved at melde et karrierestop ud.
Allerede tilbage i 2016 var han således ved tasterne med en klar besked på det sociale medie Twitter.
'Jeg er den største, og jeg har også trukket mig tilbage, skrev boksestjernen.'
Man skal derfor tage britens udmelding med et gran salt i første omgang.
Stor karriere bag sig
Tyson Fury er ikke hvem som helst. Han har optrådt 32 gange i bokseringen, og det er blevet til intet mindre end 31 sejre i løbet af karrieren.
22 af sejrene er vundet efter et såkaldt knockout.
Opgøret mod Dillian Whyte afvikles lørdag 23. april på Wembley i London.