Alvorligt skadet efter styrt
Danskeren har blandt andet pådraget sig et bækkenbrud, mens hans hofte også er gået af led
Den danske cykelstjerne Michael Valgren styrtede slemt på søndagens etape i cykelløbet Route d'Occitanie.
Efterfølgende måtte danskeren en tur på hospitalet, og nu afslører hans hold, EF Pro Cycling, hvor slemt det står til med thyboen.
Således oplyser holdet på Twitter, at danskerens hofte er gået af led, mens han også har pådraget sig et bækkenbrud og har samtidig beskadiget sit venstre knæ.
Overflyttes til hospital
Danskeren bliver overflyttet til et hospital i Monaco, hvor han til daglig bor.
Her vil han i næste uge blive opereret.
Landede hårdt
Tidligere på dagen udtalte holdets danske sportsdirektør, Matti Breschel, at Valgren var landet hårdt i styrtet.
Allerede kort efter styrtet var der mistanke om, at Valgren havde brækket noget, og den teori holdt stik.
- Lægen mistænker, at han måske har brækket noget. Men det er kun taget ud fra styrtet i sig selv, hvor han landede ret hårdt. Det er også derfor, han bliver tjekket fra top til tå lige nu. Det er omkring ben og hofte, han har slået sig, fortalte Matti Breschel tidligere på dagen TV2 Sport.
Michael Valgren er dermed ude af årets Tour de France, som han ellers var udset til at skulle køre foran de mange danske fans, når løbet starter med tre etaper i Danmark.