16-årig blev Superligaens yngste målscorer
FCK sikrede en komfortabel sejr i Aalborg, da Roony Bardghji tog rekorden som yngste målscorer i Superligaen
Stortalentet Roony Bardghji tog søndag rekorden som Superligaens yngste målscorer, da svenskeren bidrog til FC Københavns sejr over AaB i Aalborg.
Gæsterne vandt 3-1 og overvintrer dermed på andenpladsen i 3F Superligaen.
Tidligere i november fik Bardghji ligeledes rekorden som den yngste spiller i en startopstilling i Superligaen, da han debuterede få dage efter sin 16 års fødselsdag.
Det svenske stortalent var en del af en skarp FCK-offensiv, der fra første fløjt lagde et markant pres på AaB i den direkte kamp om at indtage andenpladsen inden vinterpausen.
Det var således et nordjysk mandskab på hælene, der ikke lykkedes med presspillet mod de bevægelige og dynamiske københavnere.
FC København bragte sig foran efter et kvarters spil, da Lukas Lerager kom øverst på et indlæg og udplacerede AaB-keeper Jacob Rinne med et hovedstød.
Kun et minut senere udlignede Louka Prip for hjemmeholdet. Offensivspilleren stod klar til riposten, da Kasper Kusk sparkede fra en skarp vinkel på Kamil Grabara, som ikke formåede at holde på bolden.
Efter en halv times spil bragte Roony Bardghji københavnerne foran på et skud fra distancen.
Dermed blev svenskeren den yngste målscorer nogensinde i Superligaens historie med sine 16 år og 13 dage. Tidligere havde Horsens-spilleren Jeppe Kjær rekorden med 16 år og 129 dage.
Kort før pausen udbyggede William Bøving føringen til 3-1 for FC København, da teenageren udnyttede et indlæg fra Peter Ankersen.
AaB tilbringer vinterferien på fjerdepladsen i 3F Superligaen.