Udland

Spirituel rådgiver vil være præsident i stedet for Biden

Første udfordrer har meldt sig i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget om 20 måneder.

Forfatter og spirituel rådgiver Marianne Williamson stiller op til primærvalg i Det Demokratiske Parti forud for USA’s præsidentvalg i 2024.

Det meddeler hun lørdag i en valgvideo på Twitter.

Williamson er den første, der melder sig i det langvarige ræs om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november 2024.

Og dermed er hun den første demokrat, der formelt udfordrer den siddende præsident, Joe Biden.

– Vi er alle i stor taknemmelighedsgæld til præsident Biden for at have vundet over præsident Trump i 2020, siger Williamson i videoen.

Men for at slå Det Republikanske Parti – “med alt det, de vil kaste efter os i 2024” – er det nødvendigt at tilbyde vælgerne omfattende økonomiske reformer og et opgør med uligheden, mener Williamson.

I et interview med tv-stationen NBC News fredag understregede hun, at det ikke er den siddende præsident, hun går imod.

– Jeg udfordrer ikke Joe Biden. Jeg udfordrer systemet, lød det fra Williamson.

Den 80-årige Biden har endnu ikke meddelt, om han genopstiller. Men han har kraftigt antydet det.

På republikansk side har flere meldt sig på banen til primærvalg i håb om at blive partiets præsidentkandidat. Blandt dem er Donald Trump, der vil forsøge at besejre Biden og vende tilbage til Det Ovale Værelse.

70-årige Marianne Williamson, der primært var kendt som forfatter af selvhjælpsbøger, inden hun gik ind i politik, var en af de omkring 20 håbefulde, der stillede op til Demokraternes primærvalg i 2020.

Her blev det som bekendt Joe Biden, der vandt nomineringen og blev partiets præsidentkandidat.

Marianne Williamson fik en meget beskeden opbakning og kastede håndklædet i ringen i begyndelsen af januar 2020.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker