Sport

Spansk tennistalent fuld af selvtillid inden finale i Madrid

Alcaraz skal op imod Alexander Zverev i finalen, men spanieren er fuld af selvtillid efter sejr over Djokovic.

En sejr over selveste verdensetteren i herretennis giver et skud selvtillid.

Det kan spanske Carlos Alcaraz skrive under på, efter at han lørdag aften besejrede serbiske Novak Djokovic i semifinalen af ATP Masters 1000-turneringen Madrid Open.

– Det her giver mig en hel masse selvtillid til finalen i morgen, siger den bare 19-årige Alcaraz ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Jeg ved, at jeg spillede en virkelig god kamp, og resten af sæsonen tror jeg, jeg er i stand til at spille mod verdens bedste spillere og slå dem, så det giver mig virkelig meget selvtillid.

Det serbiske tennisikon, der om to uger fylder 35 år, gav unghanen kamp til stregen, og de to måtte ud i tredje sæt for at finde en afgørelse.

Men det blev Alcaraz, som gik videre med cifrene 6-7, 7-5, 7-6.

Her skal han møde tyske Alexander Zverev. Zverev ligger nummer tre på tennisherrernes verdensrangliste, mens Alcaraz er på 9.-pladsen.

Zverev måtte forbi Stefanos Tsitsipas i den anden semifinale, hvor den hårdt servende tysker viste sig for stor en mundfuld grækeren. Zverev vandt i tre sæt.

På trods af sin høje placering på verdensranglisten mangler tyskeren ikke respekt for det spanske stjerneskud Alcaraz.

– Jeg sagde sidste år i Acapulco (ATP-turnering i Mexico, red.), at han ville være i top-10 inden Acapulco i 2023, siger Zverev ifølge Reuters.

– Han kom mig i forkøbet med et helt år! Han er en helt fantastisk spiller … Der er ingen grænse for ham.

Finalen bliver spillet søndag klokken 18.30.

/ritzau/

Back to top button