19-årige Carlos Alcaraz har øjnene på sit første grand slam-trofæ, når French Open går i gang senere i maj.
Den bare 19-årige Carlos Alcaraz er mester af tennisturneringen Madrid Open.
Men der skal ikke hviles på laurbærrene. For den spanske tenniskomet har nemlig allerede øjnene på sit første grand slam-trofæ ved French Open senere i maj.
Det siger han til det franske nyhedsbureau AFP.
– Jeg vil virkelig gerne ankomme i Paris og vinde en grand slam-turnering for at vise mit niveau, siger han.
Han tilføjer, at han formentlig vil blive set som en favoritterne til at løfte trofæet 5. juni.
Det generer ham dog ikke.
– Det ser jeg bare som motivation, siger Alcaraz.
Carlos Alcaraz gik for første gang hele vejen i en ATP Masters 1000-turnering i april, da han vandt Miami Open.
Søndag vandt han endnu en ved Madrid Open. ATP Masters 1000-turneringerne er blandt de mest prestigefyldte i tennis og rangerer lige under de fire store grand slam-turneringer.
Og ser man på unghanens tur til finalen, kan det være svært at argumentere mod Alcaraz’ selvtillid. Han besejrede tre spillere fra ATP-ranglistens top-ti på vej til trofæet.
Først blev landsmanden Rafael Nadal fejet af banen i kvartfinalen. Så fik Novak Djokovic det glatte lag i semifinalen. Og i finalen ondulerede den bare 19-årige Carlos Alcaraz tyske Alexander Zverev i to sæt.
– Det føles helt fantastisk at være i stand til at slå disse spillere, siger Alcaraz.
– At slå verdens to bedste spillere og derefter Zverev, verdens nummer tre. Han er en stor spiller. Jeg vil nok sige, at det har været den bedste uge i mit liv.
Hans præstationer har løftet ham fra 9.-pladsen til 6.-pladsen på verdensranglisten.
En mindre ankelskade mod Rafael Nadal i kvartfinalen gør, at Alcaraz ikke er i aktion til den kommende ATP-turnering i den italienske hovedstad, Rom.
/ritzau/